Skålesange. Skal der være fest – så lad der være fest med alt hvad det indebærer. Du er på jagt efter inspiration til at få den fedeste fest op at stå. I denne artikel guider vi dig igennem en lang række klassiske skålesange. Du vil blive præsenteret for en række af de sjoveste og mest anvendte. Mange gæster vil kende en del af disse sange i forvejen. Men tit kender man kun første vers – hvorfor ikke få de øvrige vers med, når man nu er godt i gang?

Men hvordan får du nu gæsterne med på de øvrige to vers? – Skålesange!

Du kan enten printe sangteksten i festens sanghæfte, hvis der findes sådan et. Eller du kan synge videre og lære gæsterne de øvrige vers, når I har skålet efter det første. Et vist alkoholindtag hjælper sikkert på modet.

Præcis hvornår traditionen med skålesange startede, findes der intet klart svar på. Det står uklart – måske på grund af alkoholens lyksaligheder. Man er sikkert engang, som man jo ofte gør, begyndt at synge i fuldskab. Et kvikt hoved har så fundet på, at man kunne inkorporere skåler i sangene, så man ikke led tørstedøden undervejs. Send ham eller hende en venlig tanke, næste gang du skråler og skåler med.

”Vi skåler med vores venner”

Skålesange findes i mange udgaver, men den første der falder mange ind, er sikkert ”Vi skåler med vores venner”. Man kan ovenikøbet selv bestemme, om man vil skåle med dem man ikke kender, eller være lidt fræk og skide på dem.

Tekst:

  • Vi skåler med vores venner

og dem som vi kender

og dem som vi ikke kender

dem skåler vi med

  • Vi skåler med vores venner

og dem uden tænder

og dem der kan gå på hænder

dem skåler vi med

  • Vi skåler med vores værter

og dem som der er her

og dem der har lommesmerter

dem skåler vi med

Melodi:

Sangen består altså af tre vers. Langt de fleste vil kun kende det første. Det er i fjerde linje, man kan bytte ”dem skåler vi med” ud med ”dem skider vi på” hvis man er i det humør.

Sådan gør man:

Man skåler efter hvert vers. Først ”skååål” (opadgående tone) og derefter ”skååål” (nedadgående tone).

”Så hæver vi – så sænker vi”

Mange skålesange egner sig godt til små skarpe genstande – eksempelvis snaps. Det skal dog stå jer frit for, præcis hvilken flydende substans I ønsker at hælde I jer.

Denne skålesang bliver rigtig sjov, når alle kan instruktionerne til punkt og prikke. Så I bliver nok nødt til at øve jer en del gange, før den sidder i skabet.

Teksten omhandler, at det er sjovest at være en del af et fællesskab. Så den næste ensomme genstand skal naturligvis ned og blandes med de andre i mavens uendelige dyb. En af de skålesange, der ikke er til at komme udenom. 

Tekst:

  • Så hæver vi – så sænker vi

Så skal den ud at vandre

Så hæver vi – så sænker vi

Så skal den ned til de andre

  • Så skåler vi den ene vej

Og skåler så den anden vej

Så hæver vi – så sænker vi

Og skåler med de andre

Melodi:

Første del af melodien bruges til hele første vers, hvorefter anden del bruges til de første to linjer af andet vers. De sidste to linjer går man så tilbage til melodien man lagde ud med at synge over.

Igen vil de fleste gæster sikkert kun kende det første vers – måske det var på tide at få skåleverset med også?

Sådan gør man:

Start med at hæve glasset og derefter sænke det – ligesom I synger. Så lader I glasset vandre fra venstre til højre, når I synger anden linje om, at den skal ud at vandre.

Hæv og sænk igen under tredje linje. Fjerde linje aer I jer på maven, imens I synger om, at den skal ned til de andre.

I andet vers er det blevet skåletid. Start med at skåle den ene vej – til venstre. Og så den anden vej – til højre.

Til sidst hæves og sænkes der igen. Man slutter selvfølgelig af med, under sidste linje, at skåle rundt med hinanden. Og så kan man endelig smøre de tørre stemmebånd.

Syng den gerne nogle gange i træk og mærk, at øvelse gør mester. Skålesange skal der til. 

”Haps, haps, haps”

En sang dedikeret til en af julefrokostens vigtigste ingredienser – snaps. Bør afsynges med skinger og tørstig stemme, så alle kan fornemme hvor meget du elsker at hive de små skarpe indenbords. Og nu ikke noget med at bide over. En snaps nydes bedst i én slurk, og den kalder altid på flere.

Tekst:

Haps, haps, haps

Nu skal vi ha’ snaps

En der vækker appetitten

En der river i banditten

Haps, haps, haps

Nu skal vi ha’ snaps

Melodi:

Hvis man senere på aftenen begynder at snøvle og snuble lidt over ordene i teksten, er det kun et tegn på, at man har ydet sit bedste til gavn for den gode stemning.

Sæt eventuelt tempoet i sangen ned, hvis det bliver for svært for alle at følge med.

Sådan gør man:

I synger efter bedste evne med snapseglasset hævet. Bagefter skåler I og får sammen en rar fornemmelse indeni.

”Sejle op ad åen”

En vaskeægte klassiker blandt skålesange – lige meget om du er til landskamp eller firmafest. Tag hinanden under armene og lad jer gynge med ind i fællesskabets trygge favn.

Hvad de fleste sikkert ikke har skænket mange tanker er, hvilken å det egentlig er man sejler op ad. Visen stammer fra en sommerrevy, som gik på Odense Sommerteater i det herrens år 1895. Det er således en sejlads op og ned ad Odense Å der er tale om.

Sangen blev ovenikøbet i første omgang kasseret – men til alt held senere taget til nåde. Hvilket tab for alle festglade danskere, hvis den aldrig var kommet videre ud til folket.

Tekst:

(Og vi) Sejler op ad åen

Sejler nedad igen

Det var vel nok en dejlig sang

Den må vi ha’ endnu en gang

Melodi:

Syng den så mange gange i træk I har energi til. Jo flere gange, des bedre styrkes fællesskabets stærke bånd. Husk at skåle grundigt med hinanden efterfølgende, da al den syngen og bevægelse godt kan give tørhed i halsen.

Det er måske en lige lovlig stor mundfuld med hele teksten, når vi taler skålesange. Der er en grund til, at den er blevet forsimplet engang i tidernes morgen, så selv den mest tilrislede festdeltager kan være med.

Sådan gør man:

Når I har sunget færdig, starter I med at skåle i en opadgående tone – derefter en nedadgående tone. Præcis ligesom i ”Vi skåler med vores venner”. Det skal jo heller ikke være alt for svært, vel?

”Da hønsehuset brændte”

Hvem kan ikke se det sjove i at lege hane og baske med vingerne, når man har fået lidt indenbords? Tilmed kan man synge denne sang samtidig og slutte af med en god gedigen fællesskål – måske i Kylle Kylle til en hyggelig påskefrokost.

Som skålesang er det passende kun at synge første vers. Hvis du vil udfordre selskabet, smækker du dog yderligere tre vers på bordet. På den måde får I mere handling for pengene – og I får også opklaret, hvad det egentlig var, det gik ud på med den fulde hane.

Tekst:

  • Da hønsehuset brændte ville hanen ikke ud

den baskede med vingerne – for den var hønefuld

Det er vi ik´ endnu – det er vi ik´ endnu

Så tag dit glas og drik det ud

Hvis ikke vi sku´ ku´, hvem fa´n sku´ så ku´ ku´

så tag dit glas og drik det ud (skål)

  • Da hønemor så hanefar så faldt hun helt omkuld

hun baskede med vingerne og råbte: du’ jo fuld.

Det er vi ik’ endnu – det er vi ik’ endnu

så tag dit glas og drik det ud.

For hvis vi ik’ sku´ ku’ – hvem sku’ så ku’ ku’

vi har da kunnet ind til nu (skål)

  • Da hanefar så hønemor da gjord’ han hende kur

men ak for ham den store “star” – for han var jo for fuld.

Det er vi osse snart – det er vi osse snart

så tag dit glas og tøm det i en fart

Det er vi osse nu – det er vi osse nu

så tag dit glas og drik det ud (skål)

  • At hønsene de osse drak – de sikkert ikke ved

de drak imens at hanen stod og brækked’ sig og sked

Det gør vi ik’ endnu – det gør vi ik’ endnu

så tag dit glas og drik det ud

Hvis ikke vi sku´ ku´, hvem fa´n sku´ så ku´ ku´

så tag dit glas og drik det ud (skål)

Melodi:

Se sådan gik det altså til at både hane og høns blev plørefulde. Hanefar med at blive afvist af hønemor, men hun blev jo nok god igen på et senere tidspunkt. Det vigtigste var, at de hyggede sig med deres drikkeri – ligesom jer, når I synger denne sang.

Sådan gør man:

En skålesang der lægger op til en masse basken med de fulde vinger – og en masse drikkeri naturligvis. Det er oplagt at imitere handlingen i sangen med dine siddemakkere og se om der er nogle fordrukne skuespillere gemt i jer.

Hvis i nøjes med at synge første vers, kan det jo snildt gentages nogle gange, til man synes den har fået så hatten passer.

Som sagt – oplagt til påskefrokosten med alle de fjerede dyr.

”Jawohl – wir trinken Alkohol”

Når de store øl kommer på bordet, er det passende at sige prost i stedet for skål. Derfor skal denne korte tyske skålesang naturligvis ikke glemmes. Sunget og spillet til ukendelighed på skisportssteder i tysktalende lande. Kendt og elsket af alle med en forkærlighed for weissbier i toliterskrus. Hvad skal I med vand – I har øl. Og øl er jo som bekendt Gud.

Tekst:

Jawohl jawohl jawohl

Wir trinken Alkohol

Wir haben keine Wasser so

wir trinken Alkohol

Melodi:

Sådan gør man:

Sangen består kun af et enkelt vers, så det kan passende gentages i det uendelige eller komme igen mange gange i løbet af festen. Husk at råbe PROST! efter hver gentagelse og skyl ganen.

”Je’ ein kou mei køve’ ve’”

Fra det tyske til det jyske. Lige meget om festen foregår i Jylland eller ej, skal den jyske accent pudses af efter et betydeligt indtag af alkohol.

Tekst:

Je’ ein kou mei køve’ ve,

deng ska wære stor å fee!

Kæmpe yver, la’e patter,

å ein røw, da reti klatter!

Å når dein så sier mu,

tar je glaset å drikker u’…

Melodi:

Sådan gør man:

I øver bedst den jyske udtale ved fælles skålesang over melodien til ”Jeg en gård mig bygge vil”. I denne udgave skal der dog ikke bygges nogen gård – blot købes en ko. Stor og fed, med et kæmpe yver og videre i den stil. Når den siger muuuh, skal der skåles og drikkes ud. Det er da ligetil.

 

”Lille øl”

Børnesange får nyt liv, når de bliver til skålesange. De er nemme at huske, og de fleste kan også se det sjove i, at noget fra barndommen bliver skrevet om til at handle om at drikke sig fuld.

Det lille søde føl bliver her til en lille (stor) sød øl.

I får to udgaver, som I kan vælge fra eller I kan synge begge.

Tekst:

  • Lille øl ved du hvad

du kan sagtens være glad

Du skal hældes ned i maven

du skal pisses ud i haven

Du skal gøde bondens byg

og igen opstå som bryg

  • Gang på gang – er en sang

lavet både trist og lang

Denne her er noget særligt

den er nærmest uundværlig

Den har nemlig kun et mål

fat om glasset og si’ skål

Melodi: https://www.youtube.com/watch?v=stRK5CsM1tA

Sådan gør man:

Begge vers lægger op til flittig brug af mimik og koreografi under afsyngningen. Man kan også nøjes med at holde kærligt om sin øl og synge til den, før man til sidst smager på de gyldne dråber.

”Hammer hammer fedt”

Ingen fest uden en eller anden udgave af den udødelige ”Hammer hammer fedt”-skålesang. Den står godt til både sølvbryllupper, konfirmationer, 18-års-fødselsdage, barnedåbe – you name it. Alle tekstforfattere til festsange har digtet løs over denne fængende melodi.

Derfor skal vi da også omkring en hammerfed skåleudgave, som I kan muntre jer med.

Tekst:

  • Det’ hammer hammer fedt – vi skåler li’ om lidt

Maden den er go’ – ja mer’ end nok til to

Skålen kan os samle – unge også gamle

Hæv dit glas – og lad os sige skål

  • Det’ hammer hammer fedt – vi drikker alt for lidt

Halsen den er tør – det har den været før

Lad os få en bajer – ligesom vi plejer

Lad os få en kasse eller to (skål)

  • Det’ hammer hammer fedt – vi skåler li’ om lidt

Vinen den er go’ – der’ mer’ end nok til to

Smil til hele bordet – syng nu med i koret

Ha’ en herlig aften – vi sir’ skål

Melodi:

Sådan gør man:

Det er ikke raketvidenskab – syng sangen og læg skåler ind. De sidste to linjer i versene kan man bytte ud og bruge til at hylde festarrangøren.

Vi har ingen kvaler – (Sofus) han betaler

ta’ dit glas og lad os sige skål

”Nu sir’ vi sørme skål igen”

Endnu en børnemelodi at synge og skåle på. Alle kan melodien og alle kan lære teksten.

Tekst:

Nu sir’ vi sørme skål igen

kritte vitte vit bum bum

Nu sir’ vi sørme skål igen

kritte vitte vit bum bum

Nu sir’ vi sørme skål igen

Kritte vitte vitte vitte vit bum bum

Nu sir’ vi sørme skål igen

kritte vitte vit bum bum

Melodi:

Sådan gør man:

Trom i bordet med hænderne på hver stavelse. I får på den måde både aktiveret jeres kroppe og skålemuskler.

Dette var 10 forslag til skålesange. Læs også artiklen om drikkeviser og lær endnu flere sange til brug ved festlige lejligheder.