Endnu en sang, der kræver lidt stærke nerver hos fødselar og gæster. Uanset om vedkommende bliver 30, 40 eller 80, kan man sagtens drille med, at alderen truer -hvis der er stemning for det vel at mærke. Her kan en fræk kage være et hit, da fødselaren er blevet så gammel, at han måske har brug for at få genopfrisket, hvordan et par ordentlige faste bryster ser ud – og smager i øvrigt.

Melodi: Den sømand han må lide

Vor fødselar må lide,
langt mere ondt end godt, godt, godt,
ja, sangens vers kan svide,
her er lidt sødt – lidt råt!
Vi driller, og vi tirrer, og vi gi’r ingen trøst.
Hej! Kom faldera hurra! Lyt til vor skælmske røst.

Engang for længe siden
har du nok været smuk, smuk, smuk.
Alt ændrer sig med tiden,
si’r folk jo med et suk.
i stedet er du blevet en stor personlighed.
Hej pyt – hvad gør det så, at ungdommen den skred.

Forkalket er du blevet,
dét du har lært er glemt, glemt, glemt.
Hva’ skidt! – Alt står jo skrevet,
det finder du da nemt.
Og ingen kan vel se, kalken drysser kraftigt ned,
nej! Du ser nærmest ud, som du ved god besked.

Du vil jo nå en masse,
uha – som du klør på, på, på!
Men kan det også passe,
du hurtigt går i stå?
Lidt gammel, slidt og slatten, og ikke helt i form!
Du stammer sikkert nok fra kongen: Gamle Gorm!

Du kan vel næppe høre,
vi synger fest-salut – lut – lut,
især det ene’ øre,
er næsten helt kaput!
Se sangen kan du ikke, for blikket er helt mat,
du ku’ i grunden li’så godt si’ pænt godnat.

En enkelt lille glæde,
har du, den er tip-top, tip-top,
at vi, som er til stede,
kan live dig lidt op!
Ja, vi gør alle vort til, du ikke synker hen,
stol på os – ej blot nu, men også siden hen !

Nu bliver det for meget,
du bliver alt for rørt, rørt, rørt,
og øjet – ja, dit eget,
er ikke mere tørt.
TILLYKKE med de [fødselarens alder] – nu vil vi det hensyn ta’
at stoppe her – og slutte med et højt HURRA!